Dansk Rehabilitering logo

Hverdage & aktiviteter

Aktiv hverdag

Hos Dansk Rehabilitering er der struktur i hverdagene. Vi ved, hvor svært det kan være for dig at fungere i en hverdag uden struktur, så derfor starter vi hver morgen med meditation og efterfølgende morgenmad.  Herefter vil vi gå i gang med dagens aktiviteter. Hos Dansk Rehabilitering vægtes en aktiv hverdag, som har til formål at øge din livskvalitet i dagligdagen og sørge for, at du bliver udfordret på og inkluderet i socialt samvær og aktiviteter i fællesskab. Her kan vi tilbyde aktiviteter inden for friluftsliv og natur, arbejde med dyrkning af økologiske grøntsager og skovbrug. Alle vores aktiviteter er bygget op omkring en forudsætning om, at det skal give mening. Derfor er du medbestemmende på, hvilke aktiviteter du gerne vil deltage i. Det betyder også, at hvis vi dyrker grøntsager, så spiser vi dem selv, og er vi med til at bygge et bistade, så er det for at høste honning fra stedet senere.

image00094
Skærmbillede 2024-01-23 kl. 14.44.57

Sund kost og fritid

Der er frokost hver dag kl. 12.00, som er nærende, tilberedt fra bunden og lækkert anrettet af tilbuddets kok. Der vil ofte være varm mad til frokost. Hverdagsaktiviteterne stopper hver dag kl. 15.00 og herefter er der kaffe. Eftermiddagen bruges på at slappe af eller deltage i nogle af de mange aktiviteter, som personalet altid er gode til at arrangere. Kl. 18.00 spiser vi aftensmad. Aftensmaden er gjort klar af vores dygtige kok, men vi hjælper hinanden med at sætte maden på bordet, og efterfølgende er vi alle med til at rydde af igen.

Efter maden er det frivilligt, om du vil deltage i nogle af de mange aktiviteter, som personalet tilbyder. Der er blandt andet mulighed for at tage et spil pool eller dart i vores spillerum. Hvis du mere er til tv, hygge og spil, findes der en hyggelig stue med mange små kroge. Krearummet er altid til fri benyttelse. Her er der mulighed for at udfolde sine kreative sider på mange forskellige måder, og har du brug for hjælp, har vi personale med erfaring i håndarbejde og kreafag. Klokken 21.00 er der aftenkaffe, og kl. 23.00 går alle til ro for at være frisk og veludhvilede til næste dag.

I løbet af ugen vil der være planlagt aftaler med din kontaktperson og dine behandlere. Der er mulighed for ekstra samtaler ved behov. En gang om ugen deltager alle i gruppeterapi ledet af en behandler fra Dansk Rehabilitering. Det foregår i en empatisk og fordomsfri atmosfære, hvor der er mulighed for at udveksle erfaringer med andre i en situation som ligner din egen.

Naturoplevelser og helbredende aktiviteter

Strukturen giver en aktiv dag, som medvirker til, at du er søvnig ved sengetid. Mange af vores beboere kommer fra en hverdag, som ikke har været struktureret, og det har ofte medført, at dag og nat er blevet vendt om. Vi oplever, at vores beboere nu glæder sig til weekenden. Hvor de tidligere oplevede, at hver dag lignede hinanden, ser de nu frem til weekenden, hvor der er plads til at sove længe og deltage i nogle fantastiske oplevelsesrige aktiviteter sammen med ligesindede.

Dansk Rehabilitering har stor fokus på naturen og naturens helbredende egenskaber. Derfor vil du også opleve at mange af vores aktiviteter foregår i naturen. Vi er så heldige, at vi er omkranset af flere tusinde hektar vild natur, som vi frit kan benytte til forskellige former for aktiviteter.  Vi har shelters og bålpladser lige omkring os, som vi ofte benytter. Skoven har mange stisystemer, som du kan bruge, hvis du har brug for motion, eller måske for at få den ro og hvile, som du en gang imellem kan have brug for.  Vesterhavet ligger kun to kilometer fra Klim Bjerg, og de kilometerlange strande nydes med gåture, badning, vinterbadning, fiskeri og er et sted, hvor du kan gå hen for at se horisonter eller en smuk solnedgang.

image00028

En hverdag i sommeren 2023 hos Dansk Rehabilitering